Mirakelkure

For nylig kunne man i Jyllands-Posten læse om ”Miraklet i Oslo”, hvor en dansk stammer, der havde deltaget i et McGuire-kursus og som havde fået et stort udbytte af det.

 

Hvad er et mirakel? Ifølge Illustreret Dansk konversationsleksikon fra 1935 er et mirakel en ”...tildragelse, der unddrager sig naturlig forklaring, idet den strider, eller synes at stride, mod naturens lovmæssighed.”

 

Et mirakel er altså, sådan lidt groft sagt, noget, der – vupti – kommer ud af den blå luft. Hokus pokus, så er stammen væk!

 

Er ”Miraklet i Oslo” så et virkeligt mirakel? Nej det er ej. De mennesker, der får et godt resultat ud af et McGuire-kursus (og såmænd også dem, der ikke får et godt resultat ud af kurset) har i den grad slidt og slæbt og arbejdet for det, så det er groft nedsættende af journalisten at tale om et ”mirakel”.

 

Hårdt arbejde er en nødvendig, men for mange stammere langt fra tilstrækkelig, betingelse for at få et godt resultat ud af de mange behandlingstilbud, der findes på markedet.

 

Og der findes mange virkeligt mange behandlingsformer og -tilbud. Her følger et lille udpluk af tilbud for unge og voksne på hjemmesiden The Stuttering Home Page http://www.mnsu.edu/comdis/kuster/stutter.html:

 

Behandlingsformer: Precision Fluency Shaping Program; Hollins Precision Fluency Shaping; Camperdown Treatment Program; Succesful Stuttering Management Program; The Van Riper Program As Intensive Interval Therapy; Comprehensive Speech Processing Therapy.

 

Der er hjælpemidler: DAF; FAF; Breath Maker osv., og der er medicinske hjælpemidler.

 

Der er støttetiltag i form af afslapnings- og suggestionsteknikker: Alexander-teknik; Biofeedback; Hypnose; Yoga.

 

Der er støttetiltag i form af rådgivning og psykoterapi: Art Therapy; The Mind-Body-Spirit Therapeutic Approach for People Who Stutter; Neuro-semantics of Stuttering; Rational Emotive Behavioral Therapy.

 

Alt dette var blot et lille udvalg af de tilbud, der er på stammebehandlingsmarkedet. Hvis jeg har energi, kan jeg finde netop den metode, der forhåbentlig både er nødvendig og tilstrækkelig til at hjælpe netop mig med mine stammeproblemer. Det er min påstand, at ingen enkelt metode kan hjælpe alle, der stammer. Vi, der stammer, er forskellige, vi har forskellige personligheder, forskellige behov og forskellige stammeproblemer. Det er ikke sikkert, at en metode, der hjælper mig, også kan hjælpe dig. Og omvendt.

 

Men fælles er det hårde arbejde, når vi har fundet netop vor metode. Mirakler findes ikke. Kuren findes ikke. Det er det hårde arbejde og de grænseoverskridende handlinger, der muligvis fører nogle blandt os ad den trængselsfyldte vej til stjernerne.

 

Hermann Christmann